Bønnegryde med chili

Chili sin Carne

Nu hvor det begyder at blive koldere, er det dejligt med simreretter. Bønnegryde, eller chili sin carne, kan du lave helt fra bunden, hvor du sætter brune bønner i blød dagen inden og koger dem selv. Eller hvis det skal gå hurtigt, kan du sagtens tage og bruge brune bønner på dåse. Bønner på dåse tilføjer ikke så meget smag til retten, men er en god løsning, hvis du skal lave hurtig aftensmad.

Tid: Hvis du vælger dåse bønner, ca. 30 min. Hvis du vælger at bruge bønner, der har ligget i blød, ca. 1-2 timer.

Denne ret kan sagtens fryses ned, det gjorde vi. Jeg kom lidt fløde med i ved opvarmningen og det smagte forrygende.

Ingredienser

  • 150 g. tørrede brune bønner eller en dåse bønner
  • Ca. 1 l vand
  • 1-2 mellem gulrødder, evt. 1 kartoffel, skåret i små terne
  • 1 fed hvidløg, uden skal
  • 1/2-1 dåse hakket tomat
  • Citronsaft, ca. 1-2 spsk
  • Chili, start med ca 1/4 tsk. 
  • Salt, ca. 1 tsk.
  • Stødt koriander, 1 tsk.
  • 1 grønsagsbouillon
Ingredienser

Fremgangsmåde:

Dagen inden du vil lave denne gryderet, sætter du bønnerne i vand og stiller dem i køleskabet. Skålen skal være stor og du skal komme meget vand ved, da bønnerne suger meget vand.

Når du vil lave retten, skyller du bønnerne og kommer dem i en gryde sammen med ca. 1 l. vand, salt, 1 bouillonterning og 1 fed hvidløg. Lad bønnerne stå og simre til de er næsten møre, ca 1-2 timer. Husk at holde øje med, at de ikke koger tør, tilsæt evt. mere vand.

Nu tilsætter du gulerødderne og evt. kartoffelstykkerne sammen med tomaterne, citron og krydderierne. Lad retten små koge indtil alle ingredienser er møre. Det er vigtigt, at bønnerne er meget møre. Når det hele er kogt mør, kan du smage til, om du vil have mere krydderi i.

Hvis du syntes, at konsistensen er for tynd, kan du evt. lave en meljævning. Du kan også tilføje lidt fløde og lade retten små koge lidt længere, fløden vil efter et stykke tid få konsistensen til at blive tykkere.

Når du bruger bønner fra dåsen, bliver retten mere rød, hvis du vil have den brune farve, kan du evt. bruge lidt sovsekulør, den sovsekulør jeg har er ikke animalsk. 

Vi valgte at servere denne ret med ris, smager også godt med spaghetti eller kartoffelmos.

Bønnegryde med ris

Velbekomme.

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *