Denne lækre kartoffel ret er inspireret af det spændende Sydamerikanske køkken. Karen sendte mig et billede af en ret, fra hendes tur til Sydamerika, og jeg blev med det samme inspireret. Retten er lavet af råvarer du kender, men på en helt ny måde, der er yderst dekorativ.
Tid: Selve retten tager ca. 20-30 min. at lave. Den skal gerne stå mindst 1 time i køleskabet inden du serverer den, men kan sagtens stå længere.
Antal: 4-6 personer
Ingredienser:
- 500 g. kartofler
- 100 g. smøreost, gerne med chili i.
- 1/2 tsk. salt
- 1/2 tsk. gurkemeje
- 1 avokado (moden), skåret i fine tynde skiver.
- 1 mango frugt (moden), skåret i lange skiver
- Lidt citron
Hvis du ikke vælger en ost med smag i, skal du tilføre lidt chili/cayennepeber, ellers bliver retten for tam.
Pynt: Hakket tomat eller granatæbler.
Start med at skrælle og skær kartoflerne i små tern og kog dem til de er møre. Hæld vandet fra og lad kartoflerne køle ned, i en skål. Kom smøreosten, salt og gurkemeje med i skålen og pisk det sammen med en håndmixer, til du har en ensartet masse.
Jeg valgte at bruge en brødform, hvor jeg lagde et stykke film i.
- Kom 2-3 spsk. af kartoffelmosen i formen og fordel det i bunden, jeg brugte filmen til at trykke massen sammen/flad.
- Fordel mangofrugtskiverne i et jævnt lag og tryk den lidt ned i kartoffelmoslaget, kom lidt citron på.
- Kom igen 2-3 spsk. kartoffelmos ovenpå mangofrugten, og fordel jævnt.
- Nu skal avokado skiverne fordeles jævnt, kom lidt citron på skiverne.
- Slut af med et lag mere af kartoffelmos.
Stil den i køleskabet, pakket ind i film, til du skal bruge retten. Når du skal skære den ud i stykker, skal du bruge en skarp kniv og være meget tålmodig. Jeg pyntede retten med avokado stykker og granat æbler på toppen og salat stykker i bunden.
Velbekomme
Leave a comment